Er du, som mennesker flest, også bekendt med følelsen af at blive overvældet af tankemylder? Det kan opleves som stormbølger, der skyller ind over dig og fører dig længere og længere ud på det dybe hav. Andre beskriver det som oplevelsen af at miste sig selv – som om der er noget, man mangler. Måske bruger du udtryk som “jeg er ved siden af mig selv” eller “jeg er helt ude af mig selv”.
Vores logik siger os, at vi selvfølgelig ikke kan være andre steder end her, hvor vi er. Alligevel kan det føles sådan. Mange af os har lært, at hvis vi arbejder med os selv – tænker anderledes, føler anderledes, gør mere og er mere – så vil vi på et tidspunkt føle os som hele mennesker, der slår til i alle aspekter af livet. Men jo mere vi arbejder på at komme væk fra uroen og mørket i håbet om at finde hjem igen, jo længere væk hjemmefra ender vi med at komme.
Det er ikke ualmindeligt, at vi indimellem bliver overvældede. Vi er mennesker. Men hvis vi samtidig ikke ved, at vores oplevelse skabes indefra, er foranderlig og vil gå over igen, bliver vi bange. Den naturlige reaktion, når vi bliver bange, er, at vores hjerne slår over i alarmberedskab. Det er faktisk meget smart, for det sikre, at vi reagerer og handler i ægte nødsituationer.
Men når det er vores egen oplevelse, og ikke virkeligheden, vi reagerer på, kommer vi uskyldigt til at lægge en masse tænkning oven på en allerede ubehagelig oplevelse. Vi bliver bange for, om der er noget galt med os, om vi er gået i stykker, og om vi skal have det sådan resten af livet. Når det føles sandt, er det jo helt naturligt, at vi vil gøre alt for at få det godt igen.
Når oplevelsen af ubehag føles virkelig og sand, går vi mentalt i gang med at forsøge at ændre den, slippe den eller forstå, hvorfor den er der. Det er sådan, vi har lært at vi håndtere noget, der ikke føles rart. Det er en uskyldig misforståelse.
Men oplevelser; tanker, følelser og sanser i samspil, er ikke solide. De er flygtige. De kommer, og de forsvinder igen. Vi kan have mange forskellige oplevelser på meget kort tid. Det synes jeg er interessant, for hvordan kan noget der hele tiden skifter, være solidt – andet end at vi tror, det er?
Blot fordi vi ikke fysisk kan se, at vores oplevelse forandrer sig og fordufter, betyder det ikke, at det ikke er sådan.
Ligesom naturen er selvhelende, er vi det også. Planter, blomster og træer indeholder det, de har brug for, for at beskytte og hele sig selv. På samme måde er vores krop bygget til at hele sår, en brækket arm eller en forkølelse. Hvorfor skulle det så være anderledes med vores sind – andet end fordi vi tror, det er det?
Bare det at vide, at tanker og følelser er flygtige – at de går over, og at sindets natur er selvregulerende, er håbefuld og hjælpsom viden.
Når noget er selvregulerende, har det ikke brug for vores hjælp – tværtimod. Et sår hele hurtigere og pænere, når vi ikke piller i det. Det samme gælder vores sind: Jo mere vi blander os unødigt, jo hurtigere lægger bølgerne sig. Når vi får øje på, at sindet er selvregulerende, giver det ikke længere mening at bruge vores dyrebare tid på at få vores oplevelse til at ændre sig eller forsvinde ved at forsøge at tænke anderledes, stoppe tankerne eller analysere dem.
Vi kan have vores oplevelse – uden at oplevelsen har os.