Psykiatrien og De Tre Principper


Når logikken ikke rækker

Når sindet gør ondt, søger vi ofte en logik i det, vi oplever. Vi leder efter en forklaring, en årsag, et “derfor” vi kan forstå. Måske i håbet om at kunne kontrollere, lindre eller helt fjerne smerten.

Vores hjerne er skabt til at beskytte os. Når vi har det svært, prøver den at finde en årsag. Dens logik er: Hvis jeg kan finde grunden, kan jeg fjerne smerten. Den tænker: “Du har det sådan, fordi…”. Men selvom intentionen er god, kan de historier og forklaringer, hjernen skaber, fastholde os i lidelsen. For vi lider ikke, fordi vores tanker er sande, men fordi vi tror, de er det.  Det er en form for misforstået omsorg fra hjernens side: et velment forsøg på at skabe mening, selv dér hvor en årsag ikke findes.

Når to verdener mødes – De Tre Principper og psykiatrien

Denne sommer har jeg reflekteret over, hvordan De Tre Principper og psykiatrien hver især kan bidrage til forståelsen af mental trivsel. Det handler ikke om, hvilken tilgang der er bedst, men om at opdage, hvor vi kan mødes.

Begge har værdifuld erfaring og indsigt at tilbyde.

Psykiatrien kan være uvurderlig, når tanker og følelser buldrer med 100 km i timen, og den mentale smerte fylder hele ens virkelighed. Nogle gange er lidelsen så massiv, at det er umuligt at prikke hul på personens oplevelse af sin virkelighed. Her kan faglig viden, medicin og strukturer være livreddende – og nogle gange det, der skaber et lille åndehul midt i stormen, så man igen har adgang til den ro og sundhed, De Tre Principper peger på.

De Tre Principper pege på en dybere forståelse af, hvordan vi fungerer, og at der under alt kaos, selv når vi ikke kan mærke det, findes en iboende ro, klarhed og intuitiv fornemmelse for livet. En indre stabilitet, der ikke forsvinder, selvom vi midlertidigt mister fornemmelsen af den.

Sygdomsindsigt og Sundhedsindsigt

I psykiatrien taler man ofte om sygdomsindsigt – evnen til at se og erkende sin tilstand, symptomer og behov for hjælp. Det kan være en vigtig nøgle til at få den rette behandling.

Men der findes også noget, jeg vil kalde sundhedsindsigt – en forståelse af, at vi rummer en grundlæggende psykisk sundhed, som ikke kan ødelægges, men kun midlertidigt tilsløres.

For mig er begge vigtige. Sygdomsindsigten kan hjælpe os med at tage imod den hjælp, vi har brug for. Det kan være en lettelse at forstå en diagnose, og den kan give ord for det, man oplever og en retning for behandling.

Men lige så vigtigt er det at opdage, at vi ikke er vores diagnose, tanker eller nuværende tilstand – at vi er sunde og intakte, uanset hvor vi befinder os og hvordan vi har det. 

For mig handler De Tre Principper og psykiatrien ikke om enten-eller. Det handler om at se, at vi alle har noget værdifuldt at bidrage med – og at vi kan mødes i ønsket om at lindre og fjerne lidelse og samtidig pege på den sundhed, der altid er der, selv når den er skjult bag de allermørkeste tanker.