For både den pårørende og det familiemedlem, de er pårørende til, er det oftest lidelsen, der fylder mere end sundheden. Det er meget almindeligt, for det er lidelsen, fremtiden og spørgsmålet om, hvordan vi bedst hjælper, som de pårørendes bekymringer oftest kredser om.
Bekymringer er hjernens måde at forsøge at skabe ro og overblik over noget, der føles som alt andet end roligt og klart. Det kan være skruen uden ende, for ofte bygger den ene bekymringstanke videre på den næste.
Vi er på vagt og holder øje, samtidig med at vi mærker en knugende fornemmelse i maven, en indre uro og en anspændthed, der ikke vil slippe. Vi oplever det som hjælpsomt at bekymre os, fordi vi tror, at det betyder, at vi er på forkant, hvis en krise skulle opstå, og at vi ikke overser noget, hvis der er noget, vi skal tage os af.
Det er ikke så mærkeligt eller ualmindeligt, at pårørende bliver sygemeldt, for mange lever i konstant alarmberedskab. Når et system er under pres, og fokus næsten udelukkende er på den syge, kan ansvaret for både den syge, en selv og familie- og hverdagslivet let falde tilbage på den pårørende.
Det er desværre ikke en nyhed, for sådan oplever langt de fleste af de pårørende, jeg har samtaler med, deres hverdag.
Nyheden for de pårørende, jeg taler med, er, at de har en medfødt indre sundhed, som er hjælpsom, særligt når vi lærer den at kende. En indre sundhed, som hele tiden er på vores side, lige bag det mentale – de foranderlige tanker og omskiftelige følelser.
Vi oplever denne sundhed som glimt af indre ro, et øjebliks klarhed og med det håb og muligheden for nye perspektiver.
Det mentale er som et orkester, der spiller i ét væk. Og fordi vi uskyldigt forføres af musikken, både det uhyggelige, det smukke og alt det midt imellem, overser vi, at det er, når vi selv har det godt, at vi er mest hjælpsomme og bedst til at navigere i det uforudsete og det, der er svært.
Vi får mere hjælpsomme tanker og er bedre til at lytte, ikke mindst til os selv. Og opstår der en krise, så handler vi, uanset om vi bekymrer os eller ej.
Mine erfaringer er, at når vi får øjnene op for vores medfødte indre sundhed, får vi mindre en oplevelse af at miste fodfæstet og mere en oplevelse af at stå med fødderne solidt plantet på det livsfundament, vi hele tiden er.
Det er lidt som at give ansvaret for vores velbefindende tilbage til os selv. Vores egen ro og klarhed føles mindre afhængig af, om den, vi elsker, har det godt eller ej.
Så hvordan kan du begynde at få øje på dit livsfundament bag tankerne?
Til en start kan du blive nysgerrig i denne retning:
- Hvad gør det ved dig, når du bekymrer dig? Oplever du, at dit sind bliver mere klart og roligt?
- Læg mærke til, når du har det godt. Opdag de øjeblikke, hvor du mærker roen. Hvad lægger du mærke til om dig selv? Det er ikke, fordi du er helt uden tanker, men de tanker, der er, flyder bare mere frit.
Drømmer du om at genfinde dit fundament – dit lyse sind, roen, klarheden og visdommen til at vide, hvad der er rigtigt for dig? Så er et individuelt samtaleforløb måske lige noget for dig.
Du kan eventuelt starte med at booke en enkelt samtale og derefter beslutte, om et forløb på tre eller fem sessioner giver mening for dig.