
Der hvor jeg virkelig får noget for hånden i min virksomhed, er, når jeg laver overspringshandlinger.
Den overspringshandling, jeg er mest kendt for – når jeg godt ved, hvad jeg skal lave, men ikke rigtig gider – er at nørde med min hjemmeside 🤩
Når jeg nørder med min hjemmeside, er det mit forsøg på at beskrive det, jeg tilbyder, og hvem jeg er mere skarpt og mere enkelt. Både i ord og design.
Enkeltheden og tydeligheden er vigtig for mig, fordi det spejler min tilgang i mit arbejde. Jeg peger netop på enkeltheden i vores sinds formløse natur og i vores psykologi.
Når vi får øje på enkeltheden, har det en positiv indvirkning på vores psykologi. Vi oplever større psykologisk tryghed, fordi vi ikke længere er afhængige af vores tanker til at finde ro, løsninger og retning i livet. I stedet hviler vi i den ro, klarhed og dybe indre viden, der er tilgængelig bag alle tankerne.
Vi kalder dem godt nok overspringshandlinger, men det er ikke nødvendigvis det samme som, at vi spilder vores tid, eller at det, vi laver, ikke har relevans. Fra vores lille perspektiv vil vi aldrig kunne kende det store livsbillede. Vi kan blot tage skridt i den retning, vi er inspireret i.
For mig er det den inspiration, jeg mærker boble op indefra. Det er livet i mig, der kalder på at blive set og hørt.
Det skal jeg jo ikke lægge låg på eller gemme til en dag ude i fremtiden, hvor det står i kalenderen. Inspiration indefra er levende. Det er en nu-ting.
Fra mit perspektiv er det, vi kalder overspringshandlinger i virkeligheden livet, der prikker til os. Uanset om det er at ændre hjemmesidedesign og tekst eller at stirre ud i luften, så er det et kald indefra til at følge det i os, der er i bevægelse – og som kalder os hjem til ro og klarhed.
Her sætter vi ikke spørgsmålstegn ved, om noget er produktivt eller ej, eller om det er det rette tidspunkt. Vi ser og hører visdommen.
Du er hjerteligt velkommen til at kaste et blik på min hjemmeside ☺️ Set i forhold til, hvad den var, synes jeg selv, den nu er mere enkel og overskuelig. Og når jeg igen mærker boblerne indefra stige til vejrs, tilføjer jeg de sider, jeg synes, den mangler. Men for nu er den færdig.
Hvad er din bedste “overspringshandling”? Og hvis det i virkeligheden er livet, der kalder, hvad kalder det så på lige nu?